Tilbage i marts 2021 var jeg i Haslev på sclerose hospital for 3. gang på 3 år, siden jeg fik min sclerosediagnose i april 2018.
Jeg var så heldig at lande på et godt hold i Haslev sammen med blandt andet Jan Knudsen , som under middagen på 3. dagen fortalte mig om alle hans oplevelser med planlægning og sejlads som en del af verdensomsejlingen med Oceans of Hope tilbage i 2014.
Han fortalte begejstret om oplevelserne, sammenholdet og det fantastiske i, at skibet besat med erfarne sejlere kunne rumme at have ligeså mange almindelige mennesker med sclerose med ombord og integrere alle besætningsmedlemmer i arbejdet og deltagelsen på en ligeværdig, anerkendende og omsorgsfuld måde, så alle på skibet uanset forudsætninger opnåede mestringsstrategier i et for de fleste “ukendt farvand”.
Jans begejstrede fortællinger om verdensomsejlingen og alle oplevelserne tændte en gnist i mig, som jeg dog hurtigt selv slukkede med mine egne dårlige erindringer om søsyge fra Whale Watch ture på Island, dybthavsfiskeri på New Zealand og folkeskolerejse med båd fra Bornholm til Christiansø – for ikke at tale om familieferien som barn med sejlads fra Frederikshavn til Göteborg. Puha det var dårlige minder. Ikke dårlige ift selskabet og de visuelle oplevelser, men dårlige ift søsygen.
Mine undvigelser faldt Jan dog ikke på halen overfor, og svaret fra ham var ganske enkelt: “Stop dig selv Morten”! Se at komme afsted og få sendt en ansøgning om at komme afsted på et sommertogt 2021.
Efter hjemkomsten havde jeg svært ved at slippe tanken om at afprøve sejladsen med Oceans of Hope, og i løbet af et par dage havde jeg skrevet en ansøgning, og med lidt rystende hånd trykkede jeg til sidst “send”.
Efter nogle uger ringede telefonen og i den anden ende af røret var Mikkel. Mikkel fortalte, at han havde læst min ansøgning, og at han ville spørge, om jeg stadig havde lyst og mod på at tage afsted på den del af sommertogtet, som også skulle være en del af det fondsstøttede forskningsprojekt, som havde til formål at undersøge om sejlads kan have en positiv effekt på sclerose patienters fysiske, kognitive og mentale sundhed .
Jeg sagde selvfølgelig ja til Mikkel, og midt i samtalen som foregik under et igangværende møde med 2 jounalister og mit ledelsesteam på den skole hvor jeg er skoleleder, blev jeg ramt af en blanding af glæde, begejstring, bekymring, spænding og sorg, hvilket udløste et sammensurium af grineflip og gråd i en skøn forening. Mit team og de 2 journalister undrede sig lidt over, hvad der var sket under samtalen med Mikkel, men da jeg havde forklaret dem om de følelser, der røg igennem mit hoved og krop, gav det faktisk god mening for dem, at jeg både græd og grinte på samme tid.
Sommeren gik og fredag d. 27.8 skulle jeg i første omgang møde op til fysiske og kognitive test i Odense på universitetshospitalet. Her blev jeg mødt af Jens og hans hær af engagerede PhD studerende, som sammen med Mikkel testede mig og de 6 andre deltagere igennem en række forskellige test. Det var spændende at være med til, og deltagerne nåede kort at hilse på hinanden imellem de forskellige test.
Mikkel tog sig af den kognitive del og Jens fra institut for fysiologi og idræt tog sig af den fysiske del i samarbejde med de tre PhD studerende.
